Som den trofaste læser vil vide, har vi et fuglefoder-eksperiment i gang ude på vores altan. Om det er udvalget der ikke falder i god jord eller om ordet bare ikke har spredt sig endnu kan vi kun gisne om. Faktum er i hvert fald at ikke et eneste flyvende væsen har sat sine små ben i fuglehuset.
Hvis ikke der var indtruffet en ydest opløftende begivenhed i dag, så havde vi nok bare ladet havregryn være havregryn, men nu forholder det sig sådan, at vi i dag blev ringet op, og fik at vide at vi kan starte i et call center i Potsdam på onsdag! Vi skal bare lige bestå en engelsk-test i morgen og så er tiden i arbejdsløshedskøen forbi.
Vi synes kun det var rimeligt at vores små fjerbefængte venner også skulle mærke at stemningen her på Chodowieckistrasse har fået et gevaldigt løft, så vi købte to fuglekugler til dem, da vi var ude og handle ind til aftensmad.
Nu er den ene blevet sat op, og så venter vi bare spændt på at kigge ud af terrassedøren i morgen og se om menuen er blevet vel modtaget.
Der er sikkert mange derude på vores alder der kan huske da de lancerede serie-søndag på TV2. Selvom kanalen har leveret mange fusere årene igennem, har den nysgerrige seer kunnet finde flere guldklumper blandt ragelset. Første gang jeg blev rigtig bidt af en tv-serie var netop på TV2 om søndagen. De viste den amerikanske teen/alien- drama-serie Roswell som jeg så troligt hver weekend kl. 15:25 (eller der omkring).
Jeg var besat, men lige så hurtigt som euforien var startet var serien slut og jeg sad tilbage med en tom følelse indeni.
Mange serier er kommet og gået de seneste par år. Nogle leveret varen (kongen af queens, twins peaks, lost, the o.c., curb your enthusiasm, the office, extras, nana, frasier, 90210) og andre har man droppet hurtigt igen (heroes, fringe, prison break, venner).
Nogle bliver man fanget af øjeblikkeligt, andre skal man lige vænne sig til og så er der dem man aldrig kommer til at forstå. Fælles for dem alle er at de er bedst ses sammen.
Sigrid og jeg er begge serie-fans og ser derfor de fleste sammen. Vi har grint med frasier, gyst ved lost og nogle har grædt med the o.c.
Det værste ved at se en serie er at vide at det stopper på et tidspunkt. Man kan prøve at benægte det, men før man ved af det har man set "the finale" og ved at det er slut. Man drømmer sig tilbage til dagene og nætterne med sæson 1&2, men man er nødt til at komme videre og heldigvis gemmer der sig ofte en god serie rundt om hjørnet. Vi troede at det var slut ved lost, kom op på hesten igen med twin peaks og fandt så seinfeld. Nu har vi imidlertid snart tilbragt ni sæsoner hjemme hos Jerry og så ville afskeden måske være lidt lettere hvis man vidste hvad man havde i vente.
Problemet er at vi ikke selv ved det, men måske gør I? Vi er desperate og åbne for alt. Kom gerne med forslag her på bloggen eller på facebook.
En af favoritterne; "Extras" med Ricky Gervais.
Normalt plejer weekenden at være højdepunktet i løbet af en uge, men sådan er det ikke rigtig her på Chodowieckistrasse. Når man hverken har ret mange penge eller mulighed for at søge jobs, er der ikke så meget sjovt eller konstruktivt at tage sig til. Så tiden går med at gå ture, læse bøger, høre musik og forsøge sig ud i origamiens verden. For nogle lyder det måske som lidt af et drømmescenarie, men for os føles det bare som ventetid og så er det svært at sætte pris på. Weekenden bruger man til at vente på, at man kan komme ud og søge jobs igen. Vi er nået til et punkt, hvor vi har brug for lidt medgang. Det behøver ikke være et stort skulderklap - et anerkendende nik ville også kunne gøre det. Lige nu føles det lidt som om de højere magter modarbejder vores drøm om at få en hverdag i Berlin. I går da vi endelig var kommet ind i lejligheden igen efter at have låst os selv ude, fandt vi ud af at røret under vores køkkenvask også er utæt; så status er lige nu, at vi hverken kan bruge vores bad (som håndværkerne stadigvæk ikke har lavet færdigt) eller vores køkkenvask. Vores søndag er, udover en hovedrengøring, blevet brugt på at reservere en stand til næste uges loppemarked på Mauerpark, hvor vi forhåbentlig kan få solgt lidt ud af vores ting og få nogle penge i kassen. Dagens højdepunkt har dog været at vi har fået sat et fuglehus op, og lagt en masse havregryn ind i det. Jeg ved ikke helt om havregryn overhovedet indgår i fugles kostplan, men hvis de er sultne nok, så kommer de vel forbi. Jeg er i hvert fald glad for at få lidt dyreliv omkring mig, når jeg nu ikke må få en kat. Christian synes det er synd at have en kat i en så lille lejlighed, og det er det jo også, men hvis nu det var en herreløs kat, der levede på gaden, så ville det jo være en klar forbedring at bo her. Så jeg håber på jeg en dag finder en lille hjemløs killing, som jeg kan tage med hjem! Nu skal vi til at lave suppe. Christian står lige nu ude i køkkenet og forsøger at bikse et brød sammen, og det ser ud til at de gode intentioner kommer til at stemme overens med resultatet.
Der findes formentlig ikke værre og mere betydningsløse udgifter end de der går til låsesmede. Jeg tror ikke at jeg kan komme på noget der er dummere end at låse sig selv ude og betale 1500 kroner for det. Det svarer vel nærmest til at stemme på Dansk Folkeparti fordi man ikke kan se forskel på O og Ø. Idag formåede vi alligevel at gøre noget der var lidt dummere;
Vi låste og selv ude for at undersøge om vi har en tagterrasse. Det værste var næsten at vi havde en nøgle på os da vi forlad lejligheden, desværre havde vi ikke fjernet den nøgle der sad i låsen indenfor. Hvorfor vi nogensinde besluttede os for at tjekke lejlighedens tag er en isoleret sag, en anden er hvorfor vi ikke havde tænkt over at nøglen sad i døren indenfor.
Som de fleste ved, eller måske har oplevet på egen krop, betyder det at man ikke kan låse døren op. I hvert fald ikke udefra og det var jo hvor vi befandt os. Bandende og svovlende over vores egen stupiditet var vi, i øjeblikket, hjemløse. Det er de færreste der er så humane at de ringer til en låsesmed uden kamp, og derfor satte vi hjernerne i blød; kan man stå på hovedet af hinanden og kravle ind på underboens altan og derfra klatre ind af vores åbne terrassedør eller kan man ved hjælp af en bambuspind få hevet nøglen indenfor ud?
Nogen kan måske, men ikke vi to. Desværre så vi ingen anden udvej end at finde en nabo, en telefon og et nummer til en låsesmed. Låsesmede eksisterer virkelig kun på grund af os. Deres forretning bygger på dumme beslutninger og irrationelle handlinger. Hvis vi alle koncentrerede os 100% af tiden ville der være mange arbejdsløse låsesmede.
Heldigvis er vi ikke interesseret i at arbejdsløsheden i Tyskland bliver højere end den allerede er, og derfor ringede vi modvilligt og vidste samtidig at vi med det opkald ufrivilligt havde besluttet at få suppe resten af måneden. Jeg tror godt at Gud ved at Sigrid og jeg ikke har været i kirke siden vi blev konfirmerede. I hvert fald har en eller anden højere instans formået at logere os bag den mest besværlige hoveddør syd for den danske grænse.
Den gejst og det gode humør som vores låsesmed havde medbragt var i hvert fald faldet, eller helt forsvundet da han havde arbejdet med vores dør i en halv time. En lang historie kortere er at der er hul i døren og karmen er brudt ned. Til gengæld er vi kommet indenfor med røde ører og med en noget tyndere tegnebog.
I morgen skal vi atter på loppemarked. Ikke for at kigge efter en sofa, men for at købe en stand. En stand hvor vi kan sælge ud af ejendelene, så vi kan blive her lidt endnu. Humøret er overraskende stadig højt. Måske fordi vi er her med hinanden og måske fordi vi deler lejligheden med de her.
Første jobsamtale på tysk grund fandt sted idag i Friedricshain lidt over 14:00 tysk og dansk tid. Som det hedder sig var jeg i god tid. I rigtig god tid. Jeg overvejede at tage hjemmefra halvanden time før, men da først Sigrid havde hørt om min hasarderede plan overtalte hun mig til at skubbe det et kvarter. Alligevel var jeg fremme ved min destination tre kvarter før. Jeg så to afskyeligt ægte nazister på vejen og tænkte at det umuligt kunne være et godt tegn.
Min nervøsitetet og mine bange anelser fik jeg dog gået væk i det lidet charmerende område nær Ostbahnhof. Jeg fandt frem til mit bestemmelsessted et kvarter før interviewet, og så fik jeg ellers lov til at udfylde en stak papirer om mig selv, min fortid, før datid og min mulige fremtid hos PROFI - Ihr Personaldienstleister. Tre afkrydsede bokse og et par spørgsmålstegn senere blev jeg vist ind til Sven-Olaf Hitzschke.
Sven-Olaf, som jeg fik besked på at kalde ham, er en solid fyr. En bundsolid tysk mand som arbejder stenhårdt på at få unge mennesker som Sigrid og jeg i arbejde. Han tror på os. I mit tilfælde, tror han så meget på mig at jeg er ved at blive sat op med Singapores ambassade her i Berlin. Da jeg først hørte om ideen blev jeg lidt overrasket. Hvad skulle jeg dog der. Ville jeg overhovedet have nogen berettigelse hos et statsligt organ her i Tyskland? Det skal i givet fald vise sig. Allerførst skal folket fra Singapore kigge mig an, og hvis jeg kommer igennem deres, formoder jeg meget stramme nåleøje, skal jeg have købt en bunke slips og et par pæne bukser.
Allerførst skal Sven holde et par dages ferie, og så får jeg besked engang i næste uge. Sigrid er blevet forkølet og vi har netop været ude at købe store mængder kleenex og kylling, så vi kan bage tærte for tredje dag i træk. Jep, vi er skam begyndt at se realiteterne i øjnene!
Da vores hotelværelse (naturligvis) ikke indbød til de store kulinariske udfoldelser, spiste vi ude alle dage. Hver dag blev mindst to måltider indtaget på en af de mange Pret's, der ligger rundt omkring i London. Al maden er frisklavet, utrolig lækker og et måltid koster mindre end end Mcdonalds menu. Desuden går Pret op i gode råvarer, dyrevelfærd og miljøet. Al den mad, der ikke er blevet solgt i løbet af dagen køres hver aften ud til forskellige centre for hjemløse - endda i små el-biler! Så herfra skal lyde en opfordring til Pret-folkene om snarest at åbne en biks her i Berlin!
Dagen efter koncerten på The Lexington skulle slaget slås i East London. Min gode kammerat Johan, der bor i London i et semesters tid, og jeg havde aftalt at slå pjalterne sammen på Brick Lane. Her ligger Rough Trade East nemlig. Siden sin oprindelse i 1978 har pladeselskabet udgivet et utal af banebrydende kunstneres værker. Blandt mine favoritter er Galaxie 500, Mazzy Star, Sufjan Stevens og The Go-Betweens. Derudover har de store lokaler dannet rammen om gratis-koncerter med blandt andre Foals og Cat Power.
Vi havde opsnust at Cymbals Eat Guitars skulle spille kl. 19:00 og derfor begav vi os uden om de mange indiske restauranter og ind i varmen i pladeselskabets flagskib. Lidt forsinket begav amerikanerne sig ud i det støj-ridt som man måske kender fra debutpladen "why there are mountains", som udkom tidligere i år. Styrkerne ved pladen, synes jeg, er den meget skarpe lyd og de mange flotte outroer. C.E.G. bevæger sig i en krydsfelt mellem Sonic Youth og Modest Mouse. Ved mandagens koncert var det tydeligt at mest havde tænkt sig at larme som de førnævnte forbilleder.
I modsætning til deres helte var formålet med disse udladninger ikke grundigt nok overvejet. Det forekom tænkt og ikke særligt ærligt. 45-minutters koncerten var fuld af energi og nerve, men de lidt kedelige og ensartede kompositioner bevirkede at man lige så godt kunne have hørt pladen derhjemme. Heldigvis var koncerten gratis, og vi glemte hurtigt den lidt uinspirerede koncert på den hyggelige og nærliggende bar og cafe 1001. Den spartansk indrettede beværtning kan klart anbefales.
Her hjemmefra havde vi besluttet at vores tur til London skulle være mere end bare at gå op og ned af Oxford Street og besøge museer. Derfor brugte vi lidt tid på at finde nogle koncerter som vi gad at overvære. Det startede trægt, og da vi seriøst overvejede at se musicals vidste vi at vi måtte sadle om. Heldigvis fandt vi denne dejlige side: http://www.upsettherhythm.co.uk/, som guidede os til koncerten med Woods på spillestedet The Lexington. Der var to opvarmningsbands, og det skulle vise sig at være, i hvert fald, ét i overkanten.
De ellers kvalitetsbevidste live promotere fra u.t.r. havde valgt at lade pige-trioen La La Vasquez åbne ballet. Hvorfor er et godt spørgsmål. Et spørgsmål der stadig ikke er besvaret. Bandet er et godt bevis på den trend som hersker i nogle dele af undergrunden. Selvom man har fundet et smart navn, smarte 50'er kjoler og har fået lavet trendy frisurer, behøver man altså ikke at starte et band. De tre tøser spillede forudsigelig power-pop og de ville overraske mig meget hvis deres page-klipnings soundtrack ikke bestod af camera obscura, beat happening og belle & sebastian. De ene nummer mindede om det andet og ideerne og melodierne var gumpetune og uden egentlig fremdrift. Heldigvis spillede de ikke mere end femogtyve minutter.
Det blev lidt bedre da Veronica Falls entrerede scenen. Lidt langsomme i optrækket, men da først guitarerne var stemt og vokalerne varmet op var det ganske tilforladeligt. Enkelte medrivende numre og enkelte øjeblikke hvor man rockede med og glemte tid og sted. Trommeslageren var dejligt aggressiv og gjorde sit til at det blev mere end en middelmådig oplevelse. Ligesom deres forgængere manglede man dog noget selvstændighed. Der er altså rigtig mange bands lige under de rigtig fede som lyder ens. Det er meget let at gå til det garage-rockede udtryk, og der er mange der går i fælden. En af de koncerter hvor jeg var nødt til at gå ind på spillestedets hjemmeside for at kunne huske navnet.
Gang for gang, koncert for koncert, højnedes niveauet. Derfor var vi spændte da hovednavnet Woods gik på scenen denne søndag aften. Sættet vekslede mellem de helt stille og introverte passager og de mere udsyrede støjudladninger. Det blev lidt for sårbart og ensformigt når forsangerens lidt ligegyldige vokal dominerede billedet. Bedre var det når bandkollegaerne fik plads til at eksperimentere. De bedste numre var nærmest hallucinerende. Desværre formåede bandet ikke helt at overbevise en om at man har behov for at følge lige præcis dem i det så brogede musiklandskab.
Lidt skuffede gik vi tilbage mod vores smadrede hotel og endnu værre var tanken om at vi havde misset nogle af de fine koncerter som huset tidligere har fostret. Hvis vi havde kendt stedet lidt tidligere kunne vi have oplevet bl.a. Black Dice, Ponytail, Wavves, Women og High Places. Havde vi udskudt London-ferien i et par uger kunne vi have hørt I Was A King, The Clientele og Kurt Vile.
Det var dog en hyggelig aften og den intime underetage er grund nok til at kigge forbi.
