1500 kroner for at undersøge om vi har en tag-terasse.

Der findes formentlig ikke værre og mere betydningsløse udgifter end de der går til låsesmede. Jeg tror ikke at jeg kan komme på noget der er dummere end at låse sig selv ude og betale 1500 kroner for det. Det svarer vel nærmest til at stemme på Dansk Folkeparti fordi man ikke kan se forskel på O og Ø. Idag formåede vi alligevel at gøre noget der var lidt dummere;

Vi låste og selv ude for at undersøge om vi har en tagterrasse. Det værste var næsten at vi havde en nøgle på os da vi forlad lejligheden, desværre havde vi ikke fjernet den nøgle der sad i låsen indenfor. Hvorfor vi nogensinde besluttede os for at tjekke lejlighedens tag er en isoleret sag, en anden er hvorfor vi ikke havde tænkt over at nøglen sad i døren indenfor.

Som de fleste ved, eller måske har oplevet på egen krop, betyder det at man ikke kan låse døren op. I hvert fald ikke udefra og det var jo hvor vi befandt os. Bandende og svovlende over vores egen stupiditet var vi, i øjeblikket, hjemløse. Det er de færreste der er så humane at de ringer til en låsesmed uden kamp, og derfor satte vi hjernerne i blød; kan man stå på hovedet af hinanden og kravle ind på underboens altan og derfra klatre ind af vores åbne terrassedør eller kan man ved hjælp af en bambuspind få hevet nøglen indenfor ud?

Nogen kan måske, men ikke vi to. Desværre så vi ingen anden udvej end at finde en nabo, en telefon og et nummer til en låsesmed. Låsesmede eksisterer virkelig kun på grund af os. Deres forretning bygger på dumme beslutninger og irrationelle handlinger. Hvis vi alle koncentrerede os 100% af tiden ville der være mange arbejdsløse låsesmede.

Heldigvis er vi ikke interesseret i at arbejdsløsheden i Tyskland bliver højere end den allerede er, og derfor ringede vi modvilligt og vidste samtidig at vi med det opkald ufrivilligt havde besluttet at få suppe resten af måneden. Jeg tror godt at Gud ved at Sigrid og jeg ikke har været i kirke siden vi blev konfirmerede. I hvert fald har en eller anden højere instans formået at logere os bag den mest besværlige hoveddør syd for den danske grænse.

Den gejst og det gode humør som vores låsesmed havde medbragt var i hvert fald faldet, eller helt forsvundet da han havde arbejdet med vores dør i en halv time. En lang historie kortere er at der er hul i døren og karmen er brudt ned. Til gengæld er vi kommet indenfor med røde ører og med en noget tyndere tegnebog.

I morgen skal vi atter på loppemarked. Ikke for at kigge efter en sofa, men for at købe en stand. En stand hvor vi kan sælge ud af ejendelene, så vi kan blive her lidt endnu. Humøret er overraskende stadig højt. Måske fordi vi er her med hinanden og måske fordi vi deler lejligheden med de her.