lidt om lidt i London del 2.

Dagen efter koncerten på The Lexington skulle slaget slås i East London. Min gode kammerat Johan, der bor i London i et semesters tid, og jeg havde aftalt at slå pjalterne sammen på Brick Lane. Her ligger Rough Trade East nemlig. Siden sin oprindelse i 1978 har pladeselskabet udgivet et utal af banebrydende kunstneres værker. Blandt mine favoritter er Galaxie 500, Mazzy Star, Sufjan Stevens og The Go-Betweens. Derudover har de store lokaler dannet rammen om gratis-koncerter med blandt andre Foals og Cat Power.

Vi havde opsnust at Cymbals Eat Guitars skulle spille kl. 19:00 og derfor begav vi os uden om de mange indiske restauranter og ind i varmen i pladeselskabets flagskib. Lidt forsinket begav amerikanerne sig ud i det støj-ridt som man måske kender fra debutpladen "why there are mountains", som udkom tidligere i år. Styrkerne ved pladen, synes jeg, er den meget skarpe lyd og de mange flotte outroer. C.E.G. bevæger sig i en krydsfelt mellem Sonic Youth og Modest Mouse. Ved mandagens koncert var det tydeligt at mest havde tænkt sig at larme som de førnævnte forbilleder.

I modsætning til deres helte var formålet med disse udladninger ikke grundigt nok overvejet. Det forekom tænkt og ikke særligt ærligt. 45-minutters koncerten var fuld af energi og nerve, men de lidt kedelige og ensartede kompositioner bevirkede at man lige så godt kunne have hørt pladen derhjemme. Heldigvis var koncerten gratis, og vi glemte hurtigt den lidt uinspirerede koncert på den hyggelige og nærliggende bar og cafe 1001. Den spartansk indrettede beværtning kan klart anbefales.


Undtagelsen der bekræfter reglen.