søndag den 15. november 2009

Normalt plejer weekenden at være højdepunktet i løbet af en uge, men sådan er det ikke rigtig her på Chodowieckistrasse. Når man hverken har ret mange penge eller mulighed for at søge jobs, er der ikke så meget sjovt eller konstruktivt at tage sig til. Så tiden går med at gå ture, læse bøger, høre musik og forsøge sig ud i origamiens verden. For nogle lyder det måske som lidt af et drømmescenarie, men for os føles det bare som ventetid og så er det svært at sætte pris på. Weekenden bruger man til at vente på, at man kan komme ud og søge jobs igen. 
Vi er nået til et punkt, hvor vi har brug for lidt medgang. Det behøver ikke være et stort skulderklap - et anerkendende nik ville også kunne gøre det. Lige nu føles det lidt som om de højere magter modarbejder vores drøm om at få en hverdag i Berlin. I går da vi endelig var kommet ind i lejligheden igen efter at have låst os selv ude, fandt vi ud af at røret under vores køkkenvask også er utæt; så status er lige nu, at vi hverken kan bruge vores bad (som håndværkerne stadigvæk ikke har lavet færdigt) eller vores køkkenvask. 
Vores søndag er, udover en hovedrengøring, blevet brugt på at reservere en stand til næste uges loppemarked på Mauerpark, hvor vi forhåbentlig kan få solgt lidt ud af vores ting og få nogle penge i kassen. Dagens højdepunkt har dog været at vi har fået sat et fuglehus op, og lagt en masse havregryn ind i det. Jeg ved ikke helt om havregryn overhovedet indgår i fugles kostplan, men hvis de er sultne nok, så kommer de vel forbi. Jeg er i hvert fald glad for at få lidt dyreliv omkring mig, når jeg nu ikke må få en kat. Christian synes det er synd at have en kat i en så lille lejlighed, og det er det jo også, men hvis nu det var en herreløs kat, der levede på gaden, så ville det jo være en klar forbedring at bo her. Så jeg håber på jeg en dag finder en lille hjemløs killing, som jeg kan tage med hjem! 
Nu skal vi til at lave suppe. Christian står lige nu ude i køkkenet og forsøger at bikse et brød sammen, og det ser ud til at de gode intentioner kommer til at stemme overens med resultatet.


God søndag til Jer allesammen!


indtil videre må vi nøjes med den her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar