lidt om lidt i London del 1.

Her hjemmefra havde vi besluttet at vores tur til London skulle være mere end bare at gå op og ned af Oxford Street og besøge museer. Derfor brugte vi lidt tid på at finde nogle koncerter som vi gad at overvære. Det startede trægt, og da vi seriøst overvejede at se musicals vidste vi at vi måtte sadle om. Heldigvis fandt vi denne dejlige side: http://www.upsettherhythm.co.uk/, som guidede os til koncerten med Woods på spillestedet The Lexington. Der var to opvarmningsbands, og det skulle vise sig at være, i hvert fald, ét i overkanten.

De ellers kvalitetsbevidste live promotere fra u.t.r. havde valgt at lade pige-trioen La La Vasquez åbne ballet. Hvorfor er et godt spørgsmål. Et spørgsmål der stadig ikke er besvaret. Bandet er et godt bevis på den trend som hersker i nogle dele af undergrunden. Selvom man har fundet et smart navn, smarte 50'er kjoler og har fået lavet trendy frisurer, behøver man altså ikke at starte et band. De tre tøser spillede forudsigelig power-pop og de ville overraske mig meget hvis deres page-klipnings soundtrack ikke bestod af camera obscura, beat happening og belle & sebastian. De ene nummer mindede om det andet og ideerne og melodierne var gumpetune og uden egentlig fremdrift. Heldigvis spillede de ikke mere end femogtyve minutter.

Det blev lidt bedre da Veronica Falls entrerede scenen. Lidt langsomme i optrækket, men da først guitarerne var stemt og vokalerne varmet op var det ganske tilforladeligt. Enkelte medrivende numre og enkelte øjeblikke hvor man rockede med og glemte tid og sted. Trommeslageren var dejligt aggressiv og gjorde sit til at det blev mere end en middelmådig oplevelse. Ligesom deres forgængere manglede man dog noget selvstændighed. Der er altså rigtig mange bands lige under de rigtig fede som lyder ens. Det er meget let at gå til det garage-rockede udtryk, og der er mange der går i fælden. En af de koncerter hvor jeg var nødt til at gå ind på spillestedets hjemmeside for at kunne huske navnet.

Gang for gang, koncert for koncert, højnedes niveauet. Derfor var vi spændte da hovednavnet Woods gik på scenen denne søndag aften. Sættet vekslede mellem de helt stille og introverte passager og de mere udsyrede støjudladninger. Det blev lidt for sårbart og ensformigt når forsangerens lidt ligegyldige vokal dominerede billedet. Bedre var det når bandkollegaerne fik plads til at eksperimentere. De bedste numre var nærmest hallucinerende. Desværre formåede bandet ikke helt at overbevise en om at man har behov for at følge lige præcis dem i det så brogede musiklandskab.

Lidt skuffede gik vi tilbage mod vores smadrede hotel og endnu værre var tanken om at vi havde misset nogle af de fine koncerter som huset tidligere har fostret. Hvis vi havde kendt stedet lidt tidligere kunne vi have oplevet bl.a. Black Dice, Ponytail, Wavves, Women og High Places. Havde vi udskudt London-ferien i et par uger kunne vi have hørt I Was A King, The Clientele og Kurt Vile.
Det var dog en hyggelig aften og den intime underetage er grund nok til at kigge forbi.