tanker om en jobsamtale

Første jobsamtale på tysk grund fandt sted idag i Friedricshain lidt over 14:00 tysk og dansk tid. Som det hedder sig var jeg i god tid. I rigtig god tid. Jeg overvejede at tage hjemmefra halvanden time før, men da først Sigrid havde hørt om min hasarderede plan overtalte hun mig til at skubbe det et kvarter. Alligevel var jeg fremme ved min destination tre kvarter før. Jeg så to afskyeligt ægte nazister på vejen og tænkte at det umuligt kunne være et godt tegn.

Min nervøsitetet og mine bange anelser fik jeg dog gået væk i det lidet charmerende område nær Ostbahnhof. Jeg fandt frem til mit bestemmelsessted et kvarter før interviewet, og så fik jeg ellers lov til at udfylde en stak papirer om mig selv, min fortid, før datid og min mulige fremtid hos PROFI - Ihr Personaldienstleister. Tre afkrydsede bokse og et par spørgsmålstegn senere blev jeg vist ind til Sven-Olaf Hitzschke.

Sven-Olaf, som jeg fik besked på at kalde ham, er en solid fyr. En bundsolid tysk mand som arbejder stenhårdt på at få unge mennesker som Sigrid og jeg i arbejde. Han tror på os. I mit tilfælde, tror han så meget på mig at jeg er ved at blive sat op med Singapores ambassade her i Berlin. Da jeg først hørte om ideen blev jeg lidt overrasket. Hvad skulle jeg dog der. Ville jeg overhovedet have nogen berettigelse hos et statsligt organ her i Tyskland? Det skal i givet fald vise sig. Allerførst skal folket fra Singapore kigge mig an, og hvis jeg kommer igennem deres, formoder jeg meget stramme nåleøje, skal jeg have købt en bunke slips og et par pæne bukser.

Allerførst skal Sven holde et par dages ferie, og så får jeg besked engang i næste uge. Sigrid er blevet forkølet og vi har netop været ude at købe store mængder kleenex og kylling, så vi kan bage tærte for tredje dag i træk. Jep, vi er skam begyndt at se realiteterne i øjnene!