Optimisme og kønsskifte

Her i regnvejsvåde Berlin er der endelig grund til lidt optimisme på den jobmæssige front. I dag har vi været til dét vi først troede var en jobsamtale, men som vi midt i sceancen fandt ud af var et hyggevisit hos en privat arbejdsformidler. Men det var jo næsten endnu bedre for nu er vi blevet en del af systemet.
Vi har desuden meldt os til en jobsøgningsside på nettet. Jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal synes efter de har givet mig en skriftlig kønsskifte operation. I Tyskland klinger navnet Sigrid åbenbart mere maskulint. Christian har dog været lidt mere heldig, og skal til sin første jobsamtale i morgen. Så kryds fingre for ham! :)

der er sgu ikke sket så meget...

...idag, men efter at have beklaget de få indlæg ville det være en skam ikke at skrive et. Så ville vi være nødt til at undskylde endnu engang, og skrive endnu flere indlæg. Så for at stoppe en ond spiral får I lidt at sove på.
I sidste uge fik Sigrid to vabler efter at vi gik Berlin tynde med jobansøgninger og nervøse trækninger. Indtil videre har vablerne været spildt. Vi har endnu ikke hørt noget og måtte derfor sande at mandagen skulle helliges støtten af vabler og altså endnu flere job-forespørgsler.

Vi gik hver for sig, og med angst i stemmen sagde vi "held og lykke" til hverandre. En ting er nemlig at gå sammen ind med et cv. En helt anden er at være alene og når man kører solo så virker hele verden lidt mere skræmmende. Bartenderen ser lidt mere skeptisk ud og man føler sig ikke særligt godt tilpas når man langer sit mangelfulde cv over disken. "Sprechts du auch deutsch" spørger de. Man svarer hurtigt "jaaahh" og håber at de ikke spørger yderligere ind. På tysk!!! Det var dog ikke altid at man overhovedet fik sneget sig indenfor. For når man inderst inde ikke har lyst til at frekventere den tyske cafe, restaurant, tøjbutik etc. kan man finde på mange undskyldninger for at lade være.

Enten var det for velbesøgt, for grimme blomster i vinduet, for få produkter på hylderne eller så bar tjenerne ikke en pæn nok uniform. Nej det er ikke sådan at komme igennem nåleøjet hos hr. Birk og frk. Foged. På trods af vores mange neuroser lykkedes det os på forunderlig vis at få afleveret ti ansøgninger hver. Nu går vores aftenbønner på at en af modtagerne når at ringe og tilbyde os et job inden vi fortsætter torturen igen i morgen. Det eneste der virkelig glæder under en sådan tur er at tænke på hvad man vil have til frokost, hvad man skal købe ind til aftensmad og at dagdrømme om de koncerter som skal opleve de næste par uger; Vi var nemlig forsynet os med fire efterårskoncerter, hvor den første foregår på torsdag. På billedet nedenfor kan I se godterne.
Sov godt og drøm sødt om beskæftigelse til jeres yndlingsberlinere!

Nyt medlem i familien

I dag er det perfekte eksempel på, at det virkelig ikke kan betale sig at stå tidligt op. Selv om vi stod op klokken 8, splittede os op så vi kunne afdække flere markeder, og var blandt de mange boder på slaget ni måtte vi gå tomhændede hjem. Ingen sofa. Heller ikke i denne omgang. Øv!!

Til gengæld kan vi velkomme et andet nyt medlem til familien. For et par dage siden fandt vi en bekvem og fin lænestol i en genbrugsbutik nær vores hjem. Det er ikke helt det samme som hvis den stod armlæn mod armlæn med en sofa, men det er dog en begyndelse til dét, der på et tidspunkt skal udgøre vores dagligstue.

Sian

I dag har vi besøgt en lokal vietnamesisk restaurant ved navn Sian for anden gang. På Sian dækker menukortet primært over supper, men der er også en skiftende "dagens ret" fx vietnamesisk kyllingesalat, hvis man ikke er til de våde varer. 

Nu har vi som sagt været der to gange, og begge gange har maden været fremragende. Grøntsagerne er friske og knasende og suppen er fyldig og velsmagende. Så hvis du er i Berlin og trænger til noget rigtig efterårsmad, så smut forbi suppegryderne på Sian. 

I morgen skal vi på loppemarked igen for at finde en sofa. Vækkeuret er sat til klokken otte, og så er der ingen undskyldninger denne gang for ikke at komme op første gang alarmen lyder. Vi melder tilbage i morgen hvordan jagten er gået. Over and out.

På gå-ben

Det er sandt at sige ikke for meget vi har fået blogget de seneste par dages tid. Det skyldes hverken manglende lyst til at blotte os selv eller præstationsangst, men mere alvorligt at vi har set realiteterne i øjnene. Efter at have gået, kigget og shoppet i Berlin i en tre-ugers tid, har vores netbank og tegnebøger efterhånden tegnet et så dunkelt billede af vores økonomiske situation at vi er nødt til at handle. Vi holder os stadigvæk lige akkurat over vandoverfladen, men på bunden truer husleje, toiletpapir og tandpasta med at hive os under.

Der er stadig råd til husleje og mad i de næste to måneder, men vi er nok nødt til at sande at vi ikke kan spise så meget ude som vi har gjort. Det snakker vi i hvert fald om hver aften når vi sidder på en ny restaurant. Hver aften ved middagstid lover vi, mens vi kigger hinanden dybt i øjnene, at vi skal igang med at lave mad hjemme. Vi bliver begge glade og giver hinanden et kys som tegn på at vi er på vej mod bedre tider. Uheldigvis forholder det sig således at vi igen i aften er ved at gøre os klar til at spise ude. Måske kan vi bare ikke komme ind i rutinen madmæssigt, men noget må der gøres og derfor har vi vadet Berlins gader tynde de seneste par dage. Vi er nemlig gået på job-jagt.

Bevæbnet med godt humør, kampgejst og to-siders lange jobansøgninger har vi besøgt langt de fleste af de hostels som vi har kunnet finde på google-kortet over vores nye hjemby. Indtil videre har vi været i Mitte, Prenzlauer-Berg (hvor vi også selv bor), Kreuzberg og Friedrichshain og i dette øjeblik står det 1-0 til livet som arbejdsløs i Berlin. Retfærdigvis skal det siges at vi gik igang i forgårs og derfor også ville blive overraskede hvis vi allerede havde hørt noget. Vi siger til hinanden at det er godt at vi er kommet igang, og det siger vi også til jer. For hver ansøgning leveret er vi tættere på et job. Tættere på et liv hvor vi kan spise ude med god samvittighed.

Nedenfor kan i titte lidt på nogle billeder fra de seneste par dage i vores liv. Nu er jeg nødt til at smutte, for vi skal ud at spise!

På fuglen

Jeg ved godt vi har været dårlige til at opdatere bloggen på det seneste, så nu kommer der lige et indlæg som forhåbentlig rydder en smule bod på det.

I går havde vi egentlig besluttet os for at spise hjemme, men da vi nu er blevet så forvente med at der både bliver lavet mad og vasket op for os, endte det alligevel med at vi gik ud og spiste. Valget stod mellem The Bird og White Trash Fast Food, som begge serverer burgere. Vi besluttede os at afprøve The Bird, som ligger et par kilometers gang fra vores hjem.

Stedet lignede allerede ved første øjekast et sted, man kunne forestille sig serverede gode burgere. Væggene var rå, temperaturen var høj og tjenerne var alle amerikanere. Alle forudsætninger for at få en autentisk burger var altså til stede. 

Der var ingen ledige borde, da vi kom, så vi blev placeret i baren med hver sin øl og fik afgivet ordre; to Filthy Harry. Der gik dog ikke mere end et par slurke før vi blev præsenteret for et ledigt bord. Halvt igennem fadøllen ankom vores "Filthy Harry's" så endelig. Godt nok var vi så sultne at vi kunne have spist selv den mest usle grillbars burger, hvilket måske sætter ens dømmekraft lidt ud af spil, men jeg tror godt jeg kan sige, at det er den bedste burger jeg nogensinde har smagt. 

Bøffen smagte og duftede af grill og sommer, bollen var sprød og pomfritterne var et kapitel for sig selv. Og portionerne var, som det fremgår af billederne, meget gavmilde. Der var ganske enkelt ikke noget at sætte en finger på! 

Vi forlod The Bird som to meget mætte og tilfredse kunder, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi har sat vores ben i deres rede.

Chupa Chups og Ritter Sport.

Enhver har sin last. Der er dem der ryger, dem der drikker og så er de mennesker som spiser for mange ritter-sport og slikker for mange slikkepinde. Gennem den seneste halvanden måneds tid har Sigrid og jeg holdt ferie. Først tre uger hjemme i Nyborg og netop idag har vi taget hul på vores tredje ferieuge her i Berlin. Det er naturligvis meningen at vi skal finde et arbejde. Men det er dælme svært når der bliver ved med at tikke feriepenge ind på ens konto og man begynder at kunne se glæden i et nypudset fodpanel. Men vi holder altså stadig ferie og når man gør det laver man sine egne regler.

Når Sigrid og jeg holder ferie så hygger vi os. Vi hygger os også når vi er i arbejde eller under studie, men når vi har ferie så gør vi det med god samvittighed. Så spiser vi sent, har ikke travlt med at komme ud af døren og lever generelt lidt langsommere end vi plejer. I den seneste uges tid har Sigrid genfundet en af barndommens glæder; Slikkepinden. Men hendes sædvanlige entusiasme for livets små glæder har hun omfavnet Chupa Chups cola-variant. Jeg selv er en ritter-sport mand og så er det jo ikke uheldigt, nogle ville sige planlagt, at vi er havnet i den kvadratiske chokolades hjemland.

Enkelte kender glæden ved at opdage hvor mange varianter der egentlig findes når man krydser grænsen. Hver eneste morgen vågner jeg op til den mulighed at alle verdens varianter er lige for næsen. Det er ikke nogen dårlig følelse. Den glæde som chokoladen og slikkepindene giver må naturligvis holde på et tidspunkt. Formentlig når vi finder et arbejde. Men indtil da har vi hverken dårlig samvittighed eller dårlig mave.

Ingen søde sager uden en sød kiosk-ejer. I vores kvarter har vi to konkurrende. Den ene ligger lidt længere væk end den anden. Den tættest på har vi først lige besøgt idag. Den længst væk har vi besøgt dagligt siden ankomsten. På vejen mod tram (Berlinernes svar på sporvogne) ligger en herlig og meget smilende cafe/kiosk ejer. Hver formiddag er vi blevet mødt af hans og kollegernes gode humør og kolossale høflighed. Det er noget der bekommer Sigrid og jeg vel. Derfor var det en særlig bet da vi smagte husets kaffe. Jeg havde virkelig håbet på en kraftfuld og opfriskende bryg, men det eneste vi fik var en middelmådig kop nescafé.

Derfor forsøgte vi os her til aften med den lidt tættere beliggende sukkerpusher. Kun tredive skridt fra hoveddøren ligger vores måske kommende og givetvis faste kiosk-oplevelse. Eventyret er startet godt idet vi netop, med stor glæde, har nydt en ritter-sport af varianten "jordbær/youghurt" og en cola chupa chup. Vi blev imidlertid ikke særlig meget klogere på ejerindens væsen da hun var meget optaget af en asiatisk sæbeopera. Det skal retfærdigvis ikke opfattes som en klage, for hvis der er noget Sigrid og jeg sætter pris på, så er det en god tv-serie. Hun er altså en af os, og vi kan jo godt lide hinanden, så thumps up herfra.

Punk & Pizza..

I håb om at ryste skuffelsen om den tabte sofa af os valgte vi at søge mod vores stam-pizzaria, hvis man altså kan sige det efter kun to besøg. Stedet hedder Il Due Forni og ligger på Schönhauser Allee. Tilpas langt væk til at man på vejen derhen kan nå at blive sulten, og på vejen hjem kan få gået lidt af den italienske durummel af. Stedet er meget italiensk! Gudskelov for det. Vi blev placeret ved siden af et større lokalt selskab, som på charmende og ikke mindst støjende vis fejrede en venindes fødselsdag. De italienske gloser fløj fra den ene ende af langbordet til den anden, og de lige så italienske tjenere holdte sig heller ikke tilbage. 

Hvis bare maden var lige så god som stemningen!!!... og det er den minsandten! Uden at være ekspert i den runde spise, så vil og kan jeg roligt anbefale stedet. Pizza'erne er simpelthen så lækre, så velsmagende og så sprøde at vi seriøst, efter to overfyldte tallerkner, overvejede at tage en mere med hjem. Det er ganske enkelt den bedste pizza jeg nogensinde har smagt. De er dejligt enkle, og de beviser til fulde at det fungerer bedre når italierne laver dem, end når de står på samme menukort som en stor bakke pommes frites eller en jumbo-burger. 

"Punk og pizza" er mantraet i de store og altid fyldte lokaler. Pennywise, Bad Religion, NOFX og andre skatepunk-bands er erklærede helte, og sammen med de rød-hvid ternede duge danner de rammerne om en helt særlig oplevelse som ikke tager sig selv for højtideligt. Nok er betjeningen halv-arrogant, men det gør knapt så meget når retterne får en til at glemme hvorfor man nogensinde har bestilt og fortæret en pizza med salat og dressing. 

"Der var engang.."

I dag skulle vi jo som bekendt tidligt op for at finde en sofa, men det var godt nok svært at slippe dynerne, da vækkeuret ringede, så vi blev ved med at snooze og pludselig var klokken 11 inden vi kom ud af døren. Forrige søndag var vi på loppemarked ved Mauerpark og Arkonaplatz, så denne søndag havde vi besluttet os for at se hvad Boxhagener Platz havde at byde på. 

Der var, ligesom på de to andre markeder mange fine ting, men vi gik målrettet efter at finde den helt rigtige sofa, og pludselig stod den der. Den var helt perfekt. Lille, enkel og 60'er-agtig. Men som i alle rigtige eventyr, så skal der være en skurk. Én der forstyrrer idyllen og får spændingskurven til at stige. I dette tilfælde var det et midaldrende tysk ægtepar, der havde købt sofaen for at stille den i deres kolonihavehus. Ikke fordi de synes den var pæn, men fordi den var billig og kunne udfylde en funktion. 

Det var i hvert fald det vi forestillede os, da vi fik at vide at sofaen var solgt til anden side. I virkeligheden handlede det nok mere om, at vi var trætte af, at sofaen kunne have været vores, hvis bare vi var kommet ud af døren lidt før. Men det var næsten ikke til at bære at vide at det var vores egen skyld; så var det alligevel lettere at forestille sig, at den var blevet købt kl. 9, da markedet åbnede, af nogle dumme, smagløse tyskere.

I hvert fald måtte vi gå næsten tomhændede fra Boxhagener Platz. Christian fandt en plade med Kate Bush, så det var et lille plaster på såret. Vi besluttede os for at slå et smut forbi Mauerpark i tilfælde af vi kunne være så heldige at finde en lampe eller et sofabord, men heller ikke her var heldet med os. Jeg fik en vaffel, men mere blev det ikke til.

Herefter gik jeg hjem mens Christian fortsatte til Arkona-Platz markedet, hvor der heller ikke var bid. Men vi må bare prøve igen næste søndag og håbe på eventyret ender med "og de levede lykkeligt til deres dages ende" i en fed 60'er-agtig sofa.

 

Det var en lørdag aften

Her til aften har vi været på en rigtig fin thailandsk restaurant, som fortjener sit eget indlæg her på bloggen. Vi har spist ret sen aftensmad alle dage, og i dag var ingen undtagelse. Ved halv ti-tiden blev vi bænket i Good Time's lokaler, og besluttede os hurtigt for at vi begge ville forsøge os med hver sin version af stedets king prawns. 

Maden var utrolig lækker og velsmagende, dog synes jeg, at min ret var lidt stærk i forhold til, at den på menukortet kun var vurderet til én chili. Men det er nok bare mine smagsløg, der burde være lidt mere hårdføre. 

Her er et par billeder fra vores aften. Vi skal tidligt op på loppemarked i morgen for at finde en lille sofa, så godnat herfra og sov godt!

Indenfor i Berlin....

Kendetegnende for de tidligere blogindlæg har været at de har skildret livet udenfor. Udenfor vores lejlighed i chodowieckistrasse. Det har egentlig nok også været godt nok, for vi har ikke tilbragt særlig meget tid i vores nye hjem. Særligt den første uge betragtede vi vores adresse som lidt af en feriebolig i og med at de møbler som stod her ikke var vores og alle var fra IKEA. I kender dem godt. Den slags møbler som står i ens forældres sommerhus. Den slags møbler som oftest er i krydsfiner. Praktiske, men ikke så hyggelige.

Nu har vi så fået rigtige møbler herned. Et rigtigt bord, rigtige stole, et rigtigt spejl, en rigtig pladespiller, masser af ægte vinylplader, men naturligvis også nogle ikea-møbler som vi har købt langt fra Berlin. Nogle i Odense, og nogle ude i et område der hedder Ruhleben. Et lidt specielt kvarter hvor et af busstoppene er benævnt "krematorium ruhleben" og hvor der ikke er nogen der snakker engelsk. Der er ingen turister i Ruhleben som i Berlin. Derude må man klare sig selv. Det er samtidig det eneste sted hvor vi har set en ALDI og en LIDL ligge klods op af hinanden.

Men vi kom hjem derfra med de sidste ting vi manglede, og nu er vi klar til at tilbringe lidt mere tid indenfor i Berlin. Igår var vi for første gang, rent procentuelt mere inde end ude. Vi var lidt ude, men kun for at ordne dagligdags gøremål. Vi handlede stort ind og vi var på vaskeri. Vi har ikke fået vasket tøj i to uger og sammenlignet med tre ugers ferie hjemme hos Sigrids forældre i Nyborg, kan man måske forestille sig hvor stor en lettelse det er at have fået rene underbukser igen. Hjemme i Nyborg var det ikke noget tema. Her i Berlin har det for første gang længe været noget man var nødt til at sætte ord på.

Men med rene underbukser og pålæg i køleskabet, kunne Sigrid og jeg sætte os til rette og nyde vores jomfrumåltid. Det første måltid tilberedt i vores helt eget køkken. Siden vi mødtes for snart to år siden har vi ikke lavet mad i et køkken hvor det kun var os der boede der. Enten har vi boet på kollegium, hos forældre eller hjemme hos andre. Man er efterhånden blevet vænnet til at klemme sig sammen, fordi der altid har været nogen på spring for at bruge blusset. Vi er eneherskere over komfuret. For første gang lever vi i et hjem hvor det kun kan have været den ene eller den anden der har spildt makrel på gulvet.

Nedenfor kan I se nogle billeder af vores lille hjem :)

Vores dag i billeder..

Prenzlauer Berg

Venter på en Tram

I Kreuzberg på Oranienstrasse

På jagt efter falafel

Vi mødte Elvis på vejen!

???!!

Kaffepause 

Aftensmad på en vietnamesisk restaurant. 

Igen lidt af en skuffelse.

Nu er vi tilbage i lejligheden klar til at se Seinfeld og spise is. Godnat!

Bao Bao

Selvom det ikke lige var i dag vi besøgte Berlins Zoo, så er jeg nødt til at dele et par billeder med Jer. Det var nemlig en helt særlig dag, fordi jeg for første gang fik set en vaskeægte panda.
Pandaen hedder Bao Bao og nedenfor kan I se et par billeder af den!

Anatolsk fuser

Efter i tidligere indlæg at have lovprist den berlinske madkultur, var det med stor ro og tiltro at vi bestilte aftensmad fra vores lokale pizzaria. De lokkede med anatolske specialiteter og shawarma. Vores lidt tæmmermænds-prægede maver slog til med det samme.
Man siger at alt godt har en ende. Det har de gode oplevelser med det berlinske køkken altså også. I hvert fald indtil i morgen hvor vi prøver igen. For ikke at føre spot til skade vælger jeg ikke at kommentere maden yderligere. Dertil er næst-kommende historie alt for presserende.

Igår eftermiddag bad jeg på facebook om mine venners hjælp; Fuck Buttons eller Bowerbirds??!! Sigrid og jeg havde besluttet at vie tirsdag aften til musikken og heldigvis var der adskillige tilbud. The XX spillede på Lido, men var udsolgt. Det gjorde det lettere for så var der kun to bands og to oplevelser at vælge imellem; Uartige støjudladninger eller naturvenlige folkballader. Min tidligere barometerkollega Lucia Odoom skrev det ganske rammende: "Bowerbirds. Det er efterår!", og det er det ganske vist. Efterår i Berlin i alt sin pragt. Derfor cyklede vi til Oranienburgerstrasse og cafe Zapata.

Vi kom lidt for tidligt og brugte derfor ventetiden på en indisk restaurant. Det viste sig at være en god ide , og vi gik derfra med fyldte maver og godt humør. Skråt overfor den indiske ligger kunstnerkollektivet Tacheles hvor Cafe Zapata bl.a. fungerer som spillested. Indretningen og interiøret er meget Berlinsk. Øst-Berlin'sk altså. Avantgarde-kunst præger væggene og møblerne står tilfældigt placeret. Derudover er personalet søde og rare og der hersker en afslappet stemning. Selvsamme stemning lod til at påvirke amerikanske Bowerbirds, som kom på scenen med smil på slæben og stor spillelyst.

Jeg blev i sin tid introduceret for bandet af Jannick Wiinblad. Ham besøgte jeg i Svendborg da han netop havde udgivet en plade med hans band Mother Sparrow. Debutpladen var udkommet sammen med Jannicks søster Christel Wiinblads digtsamling "Min lillebror".
"Min lillebror" handlede om...ja.. hendes lillebror Jannick. Han var diagnosticeret skizofren, og med Christels digtsamling fortalte hun smukt og rørende om det liv hun som pårørende levede med broderens sygdom. Digtene var enestående og det samme var Jannicks sange. I forbindelse med mit arbejde på Det Elektriske Barometer tog jeg til Svendborg hvor Jannick boede, for at få en snak om musik og natur.

Det var en uforglemmelig oplevelse at gå igennem Jannicks elskede skove på Fyn og jeg tilbragte en skøn eftermiddag på Sydfyn. For lidt mere end et halvt år siden lykkedes han desværre med et af sine mange selvmordsforsøg. En forfærdelig trist nyhed. En trist nyhed for Jannick og hans familie. Men også en trist nyhed for musikelskere som mig. Jeg blev nemlig givet mere end Mother Sparrow. Jeg blev også introduceret til Bowerbirds. Over en hyggelig øl fortalte Jannick mig om noget af det musik han lyttede til, og dengang var han oppe at ringe over de amerikanske folk-poppere.

Derfor har jeg valgt at dedikere min og Sigrids skønne aften sammen med Bowerbirds til Jannick Wiinblad. Uden ham var jeg aldrig taget til den koncert og uden ham havde aldrig oplevet den glæde som den gav mig. Tak skal du have!!!

Et dag en Berlin

De trofaste læsere vil måske undre sig over hvad vi har brugt den første uge her i Berlin til. Første indlæg fortæller lidt om et par opkald til nogle håndværkere. Selvsamme der i skrivende stund, står på et stillads udenfor vores vindue og råber højt og griner hysterisk. De vækkede os klokken 08:45, og man kan jo ikke engang tillade sig at blive sur da de fleste mennesker er oppe, eller i hvert fald burde være det på et sådant tidspunkt på en helt normal tirsdag. Men nu forholder det sig jo således at vi ikke har fundet et job endnu. Vi har heller ikke ledt, og vi har faktisk ingen planer om at gøre det lige med det samme. Vi hygger os nemlig rigtig godt med at sove længe og tage på opdagelse i vores nye hovedstad. 
En normal dag i Berlin ser for os nogenlunde sådan her ud: 


kl. 11:00: Vi står op og tjekker vores netbank (når man bor hernede kan det være ret svært at finde ud af hvor mange penge man bruger). Dernæst snakker vi om hvad vi har lyst til at lave og så gør vi det!! Det er altså ret dejligt at det kan fungere på den måde. 


kl. 12:30: Vi er ude af døren på Chodowieckistrasse og klar til at dykke ned i Berlins kulturliv. Det bliver dog ikke til så mange museer og gallerier, som man måske burde, men det er sgu sjovere at kigge på gamle bygninger og nazi-levn. De fleste dage har vi på gå-ben trådt vores fødder møre, men sammen med mine (Christians) forældre kom også vores cykler. 


kl. 18:30: Hjemme igen med udtrådte sko. De seneste dage har hjemkomsten været en sand fornøjelse, da vi har haft mulighed for at gøre vores 1-værelses feriebolig til et rigtigt hjem. Sigrid har ordnet klæder og jeg har ordnet plader. Hvor er det en befrielse at have mulighed for at lytte til god musik i stedet for overboens primalske og meget dybe stønnen. 


kl. 20:30: Så er vi igen ude af døren og denne gang sultne. Vi har hurtigt erfaret at restaurantlivet hernede er fantastisk. Der bliver serveret kreative og smagfulde retter til meget få penge. Det har vi benyttet os af hver eneste aften. Det eneste opvask vi har haft har været fra de vinglas som vi har benyttet os af i de sene nattetimer. Sigrid har gjort en dyd ud af at tage billeder af maden. Desværre er mange af disse billeder gået tabt, men et par enkelte har sneget sig med, og dem kan du se nedenfor. 


kl. 00:30: Vi er hjemme igen og klar til at smide et par afsnit Seinfeld i skrutten. En god dag slutter og en ny venter rundt om hjørnet. 


Godnat!!

Ich ringe..

Så er vi så småt ved at være på plads i vores fine nye lejlighed her i Berlin. Eller det er måske så meget sagt, da vi stadigvæk mangler alle vores ting. Men i hvert fald har vi indskrevet os på rådhuset, åbnet en bankkonto og fået et tysk telefonnummer.
I dag er også dagen, hvor vi fik afkræftet, at vi kan begå os på tysk. På vej herned havde vi ellers været ret fortrøstningsfulde, fordi vi havde terpet os halvvejs igennem Tysk1 inden vi tog afsted. Men i dag skulle vi have fat i en vvs'er, fordi der bliver ved med at sive vand ud på badeværelsesgulvet. Den første store prøve ud i det tyske sprog.
Vi skiftedes til at ringe op til forskellige VVS'ere i vejviseren og Christian var så heldig, at være den første der fik bid. "Øhm.. Mein Name ist Christian. Ich ringe...". Ja, og så lagde han på. Altså Christian. Fordi han ikke vidste hvad han skulle sige. Så var det min tur, og det var ikke fordi det gik meget bedre, men han forstod vist nogenlunde hvad det handlede om, så nu skulle der meget gerne dukke en VVS-mand op på mandag, og hvis der ikke gør,  ja så ville det ikke undre mig.

Nu venter vi egentlig bare på at vores ting dukker op, leveret til døren i hestetrailer, her senere på dagen; men inden da får I lige et par billeder af den næsten tomme lejlighed, så I kan se, hvordan vi har boet de sidste seks dage.

Tschüss!