Anatolsk fuser

Efter i tidligere indlæg at have lovprist den berlinske madkultur, var det med stor ro og tiltro at vi bestilte aftensmad fra vores lokale pizzaria. De lokkede med anatolske specialiteter og shawarma. Vores lidt tæmmermænds-prægede maver slog til med det samme.
Man siger at alt godt har en ende. Det har de gode oplevelser med det berlinske køkken altså også. I hvert fald indtil i morgen hvor vi prøver igen. For ikke at føre spot til skade vælger jeg ikke at kommentere maden yderligere. Dertil er næst-kommende historie alt for presserende.

Igår eftermiddag bad jeg på facebook om mine venners hjælp; Fuck Buttons eller Bowerbirds??!! Sigrid og jeg havde besluttet at vie tirsdag aften til musikken og heldigvis var der adskillige tilbud. The XX spillede på Lido, men var udsolgt. Det gjorde det lettere for så var der kun to bands og to oplevelser at vælge imellem; Uartige støjudladninger eller naturvenlige folkballader. Min tidligere barometerkollega Lucia Odoom skrev det ganske rammende: "Bowerbirds. Det er efterår!", og det er det ganske vist. Efterår i Berlin i alt sin pragt. Derfor cyklede vi til Oranienburgerstrasse og cafe Zapata.

Vi kom lidt for tidligt og brugte derfor ventetiden på en indisk restaurant. Det viste sig at være en god ide , og vi gik derfra med fyldte maver og godt humør. Skråt overfor den indiske ligger kunstnerkollektivet Tacheles hvor Cafe Zapata bl.a. fungerer som spillested. Indretningen og interiøret er meget Berlinsk. Øst-Berlin'sk altså. Avantgarde-kunst præger væggene og møblerne står tilfældigt placeret. Derudover er personalet søde og rare og der hersker en afslappet stemning. Selvsamme stemning lod til at påvirke amerikanske Bowerbirds, som kom på scenen med smil på slæben og stor spillelyst.

Jeg blev i sin tid introduceret for bandet af Jannick Wiinblad. Ham besøgte jeg i Svendborg da han netop havde udgivet en plade med hans band Mother Sparrow. Debutpladen var udkommet sammen med Jannicks søster Christel Wiinblads digtsamling "Min lillebror".
"Min lillebror" handlede om...ja.. hendes lillebror Jannick. Han var diagnosticeret skizofren, og med Christels digtsamling fortalte hun smukt og rørende om det liv hun som pårørende levede med broderens sygdom. Digtene var enestående og det samme var Jannicks sange. I forbindelse med mit arbejde på Det Elektriske Barometer tog jeg til Svendborg hvor Jannick boede, for at få en snak om musik og natur.

Det var en uforglemmelig oplevelse at gå igennem Jannicks elskede skove på Fyn og jeg tilbragte en skøn eftermiddag på Sydfyn. For lidt mere end et halvt år siden lykkedes han desværre med et af sine mange selvmordsforsøg. En forfærdelig trist nyhed. En trist nyhed for Jannick og hans familie. Men også en trist nyhed for musikelskere som mig. Jeg blev nemlig givet mere end Mother Sparrow. Jeg blev også introduceret til Bowerbirds. Over en hyggelig øl fortalte Jannick mig om noget af det musik han lyttede til, og dengang var han oppe at ringe over de amerikanske folk-poppere.

Derfor har jeg valgt at dedikere min og Sigrids skønne aften sammen med Bowerbirds til Jannick Wiinblad. Uden ham var jeg aldrig taget til den koncert og uden ham havde aldrig oplevet den glæde som den gav mig. Tak skal du have!!!