Som den trofaste læser vil vide, har vi et fuglefoder-eksperiment i gang ude på vores altan. Om det er udvalget der ikke falder i god jord eller om ordet bare ikke har spredt sig endnu kan vi kun gisne om. Faktum er i hvert fald at ikke et eneste flyvende væsen har sat sine små ben i fuglehuset.
Hvis ikke der var indtruffet en ydest opløftende begivenhed i dag, så havde vi nok bare ladet havregryn være havregryn, men nu forholder det sig sådan, at vi i dag blev ringet op, og fik at vide at vi kan starte i et call center i Potsdam på onsdag! Vi skal bare lige bestå en engelsk-test i morgen og så er tiden i arbejdsløshedskøen forbi.
Vi synes kun det var rimeligt at vores små fjerbefængte venner også skulle mærke at stemningen her på Chodowieckistrasse har fået et gevaldigt løft, så vi købte to fuglekugler til dem, da vi var ude og handle ind til aftensmad.
Nu er den ene blevet sat op, og så venter vi bare spændt på at kigge ud af terrassedøren i morgen og se om menuen er blevet vel modtaget.
Der er sikkert mange derude på vores alder der kan huske da de lancerede serie-søndag på TV2. Selvom kanalen har leveret mange fusere årene igennem, har den nysgerrige seer kunnet finde flere guldklumper blandt ragelset. Første gang jeg blev rigtig bidt af en tv-serie var netop på TV2 om søndagen. De viste den amerikanske teen/alien- drama-serie Roswell som jeg så troligt hver weekend kl. 15:25 (eller der omkring).
Jeg var besat, men lige så hurtigt som euforien var startet var serien slut og jeg sad tilbage med en tom følelse indeni.
Mange serier er kommet og gået de seneste par år. Nogle leveret varen (kongen af queens, twins peaks, lost, the o.c., curb your enthusiasm, the office, extras, nana, frasier, 90210) og andre har man droppet hurtigt igen (heroes, fringe, prison break, venner).
Nogle bliver man fanget af øjeblikkeligt, andre skal man lige vænne sig til og så er der dem man aldrig kommer til at forstå. Fælles for dem alle er at de er bedst ses sammen.
Sigrid og jeg er begge serie-fans og ser derfor de fleste sammen. Vi har grint med frasier, gyst ved lost og nogle har grædt med the o.c.
Det værste ved at se en serie er at vide at det stopper på et tidspunkt. Man kan prøve at benægte det, men før man ved af det har man set "the finale" og ved at det er slut. Man drømmer sig tilbage til dagene og nætterne med sæson 1&2, men man er nødt til at komme videre og heldigvis gemmer der sig ofte en god serie rundt om hjørnet. Vi troede at det var slut ved lost, kom op på hesten igen med twin peaks og fandt så seinfeld. Nu har vi imidlertid snart tilbragt ni sæsoner hjemme hos Jerry og så ville afskeden måske være lidt lettere hvis man vidste hvad man havde i vente.
Problemet er at vi ikke selv ved det, men måske gør I? Vi er desperate og åbne for alt. Kom gerne med forslag her på bloggen eller på facebook.
En af favoritterne; "Extras" med Ricky Gervais.
Normalt plejer weekenden at være højdepunktet i løbet af en uge, men sådan er det ikke rigtig her på Chodowieckistrasse. Når man hverken har ret mange penge eller mulighed for at søge jobs, er der ikke så meget sjovt eller konstruktivt at tage sig til. Så tiden går med at gå ture, læse bøger, høre musik og forsøge sig ud i origamiens verden. For nogle lyder det måske som lidt af et drømmescenarie, men for os føles det bare som ventetid og så er det svært at sætte pris på. Weekenden bruger man til at vente på, at man kan komme ud og søge jobs igen. Vi er nået til et punkt, hvor vi har brug for lidt medgang. Det behøver ikke være et stort skulderklap - et anerkendende nik ville også kunne gøre det. Lige nu føles det lidt som om de højere magter modarbejder vores drøm om at få en hverdag i Berlin. I går da vi endelig var kommet ind i lejligheden igen efter at have låst os selv ude, fandt vi ud af at røret under vores køkkenvask også er utæt; så status er lige nu, at vi hverken kan bruge vores bad (som håndværkerne stadigvæk ikke har lavet færdigt) eller vores køkkenvask. Vores søndag er, udover en hovedrengøring, blevet brugt på at reservere en stand til næste uges loppemarked på Mauerpark, hvor vi forhåbentlig kan få solgt lidt ud af vores ting og få nogle penge i kassen. Dagens højdepunkt har dog været at vi har fået sat et fuglehus op, og lagt en masse havregryn ind i det. Jeg ved ikke helt om havregryn overhovedet indgår i fugles kostplan, men hvis de er sultne nok, så kommer de vel forbi. Jeg er i hvert fald glad for at få lidt dyreliv omkring mig, når jeg nu ikke må få en kat. Christian synes det er synd at have en kat i en så lille lejlighed, og det er det jo også, men hvis nu det var en herreløs kat, der levede på gaden, så ville det jo være en klar forbedring at bo her. Så jeg håber på jeg en dag finder en lille hjemløs killing, som jeg kan tage med hjem! Nu skal vi til at lave suppe. Christian står lige nu ude i køkkenet og forsøger at bikse et brød sammen, og det ser ud til at de gode intentioner kommer til at stemme overens med resultatet.
Der findes formentlig ikke værre og mere betydningsløse udgifter end de der går til låsesmede. Jeg tror ikke at jeg kan komme på noget der er dummere end at låse sig selv ude og betale 1500 kroner for det. Det svarer vel nærmest til at stemme på Dansk Folkeparti fordi man ikke kan se forskel på O og Ø. Idag formåede vi alligevel at gøre noget der var lidt dummere;
Vi låste og selv ude for at undersøge om vi har en tagterrasse. Det værste var næsten at vi havde en nøgle på os da vi forlad lejligheden, desværre havde vi ikke fjernet den nøgle der sad i låsen indenfor. Hvorfor vi nogensinde besluttede os for at tjekke lejlighedens tag er en isoleret sag, en anden er hvorfor vi ikke havde tænkt over at nøglen sad i døren indenfor.
Som de fleste ved, eller måske har oplevet på egen krop, betyder det at man ikke kan låse døren op. I hvert fald ikke udefra og det var jo hvor vi befandt os. Bandende og svovlende over vores egen stupiditet var vi, i øjeblikket, hjemløse. Det er de færreste der er så humane at de ringer til en låsesmed uden kamp, og derfor satte vi hjernerne i blød; kan man stå på hovedet af hinanden og kravle ind på underboens altan og derfra klatre ind af vores åbne terrassedør eller kan man ved hjælp af en bambuspind få hevet nøglen indenfor ud?
Nogen kan måske, men ikke vi to. Desværre så vi ingen anden udvej end at finde en nabo, en telefon og et nummer til en låsesmed. Låsesmede eksisterer virkelig kun på grund af os. Deres forretning bygger på dumme beslutninger og irrationelle handlinger. Hvis vi alle koncentrerede os 100% af tiden ville der være mange arbejdsløse låsesmede.
Heldigvis er vi ikke interesseret i at arbejdsløsheden i Tyskland bliver højere end den allerede er, og derfor ringede vi modvilligt og vidste samtidig at vi med det opkald ufrivilligt havde besluttet at få suppe resten af måneden. Jeg tror godt at Gud ved at Sigrid og jeg ikke har været i kirke siden vi blev konfirmerede. I hvert fald har en eller anden højere instans formået at logere os bag den mest besværlige hoveddør syd for den danske grænse.
Den gejst og det gode humør som vores låsesmed havde medbragt var i hvert fald faldet, eller helt forsvundet da han havde arbejdet med vores dør i en halv time. En lang historie kortere er at der er hul i døren og karmen er brudt ned. Til gengæld er vi kommet indenfor med røde ører og med en noget tyndere tegnebog.
I morgen skal vi atter på loppemarked. Ikke for at kigge efter en sofa, men for at købe en stand. En stand hvor vi kan sælge ud af ejendelene, så vi kan blive her lidt endnu. Humøret er overraskende stadig højt. Måske fordi vi er her med hinanden og måske fordi vi deler lejligheden med de her.
Første jobsamtale på tysk grund fandt sted idag i Friedricshain lidt over 14:00 tysk og dansk tid. Som det hedder sig var jeg i god tid. I rigtig god tid. Jeg overvejede at tage hjemmefra halvanden time før, men da først Sigrid havde hørt om min hasarderede plan overtalte hun mig til at skubbe det et kvarter. Alligevel var jeg fremme ved min destination tre kvarter før. Jeg så to afskyeligt ægte nazister på vejen og tænkte at det umuligt kunne være et godt tegn.
Min nervøsitetet og mine bange anelser fik jeg dog gået væk i det lidet charmerende område nær Ostbahnhof. Jeg fandt frem til mit bestemmelsessted et kvarter før interviewet, og så fik jeg ellers lov til at udfylde en stak papirer om mig selv, min fortid, før datid og min mulige fremtid hos PROFI - Ihr Personaldienstleister. Tre afkrydsede bokse og et par spørgsmålstegn senere blev jeg vist ind til Sven-Olaf Hitzschke.
Sven-Olaf, som jeg fik besked på at kalde ham, er en solid fyr. En bundsolid tysk mand som arbejder stenhårdt på at få unge mennesker som Sigrid og jeg i arbejde. Han tror på os. I mit tilfælde, tror han så meget på mig at jeg er ved at blive sat op med Singapores ambassade her i Berlin. Da jeg først hørte om ideen blev jeg lidt overrasket. Hvad skulle jeg dog der. Ville jeg overhovedet have nogen berettigelse hos et statsligt organ her i Tyskland? Det skal i givet fald vise sig. Allerførst skal folket fra Singapore kigge mig an, og hvis jeg kommer igennem deres, formoder jeg meget stramme nåleøje, skal jeg have købt en bunke slips og et par pæne bukser.
Allerførst skal Sven holde et par dages ferie, og så får jeg besked engang i næste uge. Sigrid er blevet forkølet og vi har netop været ude at købe store mængder kleenex og kylling, så vi kan bage tærte for tredje dag i træk. Jep, vi er skam begyndt at se realiteterne i øjnene!
Da vores hotelværelse (naturligvis) ikke indbød til de store kulinariske udfoldelser, spiste vi ude alle dage. Hver dag blev mindst to måltider indtaget på en af de mange Pret's, der ligger rundt omkring i London. Al maden er frisklavet, utrolig lækker og et måltid koster mindre end end Mcdonalds menu. Desuden går Pret op i gode råvarer, dyrevelfærd og miljøet. Al den mad, der ikke er blevet solgt i løbet af dagen køres hver aften ud til forskellige centre for hjemløse - endda i små el-biler! Så herfra skal lyde en opfordring til Pret-folkene om snarest at åbne en biks her i Berlin!
Dagen efter koncerten på The Lexington skulle slaget slås i East London. Min gode kammerat Johan, der bor i London i et semesters tid, og jeg havde aftalt at slå pjalterne sammen på Brick Lane. Her ligger Rough Trade East nemlig. Siden sin oprindelse i 1978 har pladeselskabet udgivet et utal af banebrydende kunstneres værker. Blandt mine favoritter er Galaxie 500, Mazzy Star, Sufjan Stevens og The Go-Betweens. Derudover har de store lokaler dannet rammen om gratis-koncerter med blandt andre Foals og Cat Power.
Vi havde opsnust at Cymbals Eat Guitars skulle spille kl. 19:00 og derfor begav vi os uden om de mange indiske restauranter og ind i varmen i pladeselskabets flagskib. Lidt forsinket begav amerikanerne sig ud i det støj-ridt som man måske kender fra debutpladen "why there are mountains", som udkom tidligere i år. Styrkerne ved pladen, synes jeg, er den meget skarpe lyd og de mange flotte outroer. C.E.G. bevæger sig i en krydsfelt mellem Sonic Youth og Modest Mouse. Ved mandagens koncert var det tydeligt at mest havde tænkt sig at larme som de førnævnte forbilleder.
I modsætning til deres helte var formålet med disse udladninger ikke grundigt nok overvejet. Det forekom tænkt og ikke særligt ærligt. 45-minutters koncerten var fuld af energi og nerve, men de lidt kedelige og ensartede kompositioner bevirkede at man lige så godt kunne have hørt pladen derhjemme. Heldigvis var koncerten gratis, og vi glemte hurtigt den lidt uinspirerede koncert på den hyggelige og nærliggende bar og cafe 1001. Den spartansk indrettede beværtning kan klart anbefales.
Her hjemmefra havde vi besluttet at vores tur til London skulle være mere end bare at gå op og ned af Oxford Street og besøge museer. Derfor brugte vi lidt tid på at finde nogle koncerter som vi gad at overvære. Det startede trægt, og da vi seriøst overvejede at se musicals vidste vi at vi måtte sadle om. Heldigvis fandt vi denne dejlige side: http://www.upsettherhythm.co.uk/, som guidede os til koncerten med Woods på spillestedet The Lexington. Der var to opvarmningsbands, og det skulle vise sig at være, i hvert fald, ét i overkanten.
De ellers kvalitetsbevidste live promotere fra u.t.r. havde valgt at lade pige-trioen La La Vasquez åbne ballet. Hvorfor er et godt spørgsmål. Et spørgsmål der stadig ikke er besvaret. Bandet er et godt bevis på den trend som hersker i nogle dele af undergrunden. Selvom man har fundet et smart navn, smarte 50'er kjoler og har fået lavet trendy frisurer, behøver man altså ikke at starte et band. De tre tøser spillede forudsigelig power-pop og de ville overraske mig meget hvis deres page-klipnings soundtrack ikke bestod af camera obscura, beat happening og belle & sebastian. De ene nummer mindede om det andet og ideerne og melodierne var gumpetune og uden egentlig fremdrift. Heldigvis spillede de ikke mere end femogtyve minutter.
Det blev lidt bedre da Veronica Falls entrerede scenen. Lidt langsomme i optrækket, men da først guitarerne var stemt og vokalerne varmet op var det ganske tilforladeligt. Enkelte medrivende numre og enkelte øjeblikke hvor man rockede med og glemte tid og sted. Trommeslageren var dejligt aggressiv og gjorde sit til at det blev mere end en middelmådig oplevelse. Ligesom deres forgængere manglede man dog noget selvstændighed. Der er altså rigtig mange bands lige under de rigtig fede som lyder ens. Det er meget let at gå til det garage-rockede udtryk, og der er mange der går i fælden. En af de koncerter hvor jeg var nødt til at gå ind på spillestedets hjemmeside for at kunne huske navnet.
Gang for gang, koncert for koncert, højnedes niveauet. Derfor var vi spændte da hovednavnet Woods gik på scenen denne søndag aften. Sættet vekslede mellem de helt stille og introverte passager og de mere udsyrede støjudladninger. Det blev lidt for sårbart og ensformigt når forsangerens lidt ligegyldige vokal dominerede billedet. Bedre var det når bandkollegaerne fik plads til at eksperimentere. De bedste numre var nærmest hallucinerende. Desværre formåede bandet ikke helt at overbevise en om at man har behov for at følge lige præcis dem i det så brogede musiklandskab.
Lidt skuffede gik vi tilbage mod vores smadrede hotel og endnu værre var tanken om at vi havde misset nogle af de fine koncerter som huset tidligere har fostret. Hvis vi havde kendt stedet lidt tidligere kunne vi have oplevet bl.a. Black Dice, Ponytail, Wavves, Women og High Places. Havde vi udskudt London-ferien i et par uger kunne vi have hørt I Was A King, The Clientele og Kurt Vile.
Det var dog en hyggelig aften og den intime underetage er grund nok til at kigge forbi.
En gigantisk prop i øret senere og vi er hjemme på chodowieckistrasse igen. I morgen sætter vi gang i de store rapporterings-kanaler og glæder os til at fortælle jer om vores tur. Lige nu er vi til gengæld trætte og vælger at rette fokus på morgendagens koncert med Grizzly Bear på Postbahnhof am Ostbahnhof. Akkompagneret bliver vi af Lucia og Asmus, og vi ser frem til at vise vores lejlighed frem og at gense nogle dejlige mennesker.
Jeg håber at jeg drømmer om bjørne og at min prop er væk til i morgen.
Sov godt. Vi skrives ved i morgen!
Det bliver ikke til et langt indlæg i denne omgang, da vi er på vej til marked. I aften og i morgen skal vi til koncert, og så er ferien jo ellers snart ved at være slut.
Her er et par billeder fra vores tur indtil nu:
I går var det, udover at være den første dag med sne, min fødseldag, og selvom brunsvigeren manglede, var det en rigtig dejlig dag. Christian viste sig som den gode kæreste han er, og sørgede for morgenmad; men det var ikke det bedste for udover det fik jeg en rejse til London af ham! Jeg glæder mig SÅ meget til at komme afsted, og faktisk er det allerede i morgen vi rejser.
Dagen gik med en tur til Mitte og med at spise suppe og kage. Om aftenen var vi ude at spise på en lille italiensk restaurant, hvor de har den lækreste hjemmelavede pasta. Selvom vi først satte os til bordet, da klokken nærmede sig ti, var der godt pakket og der kom endnu flere mens vi sad der. Dét er endnu en ting man kan føje til forskellene mellem Danmark og Berlin; altså at de spiser ude meget senere end de fleste danskere ville gøre.
Det er slet ikke usædvanligt at spise sin aftensmad klokken ti - et tidspunkt hvor mange danske restauranter på en hverdagsaften ville være ved at lukke køkkenet. Måske bliver b-mennesker bare tilgodeset mere her i Berlin? Jeg ved det ikke, men dejligt er det i hvert fald!
I dag er vi stået tidligt op, fordi vi har håndværkere, som endelig skal ordne de utætte rør ude på badeværelset. Ellers skal vi bruge dagen på at vaske, pakke og få printet vores flybilletter ud.
Det er i grunden ikke de overordnede kultur- og mentalitetsforskelle der har gjort størst indtryk på Sigrid og jeg her i Berlin. I det vi begge, sammen og hver for sig har besøgt hovedstaden er det ikke kommet bag på os hvor roligt og tilbagelænet livet leves hernede. Både for os som har haft ferie i snart en måned, men lige så vel for de fastboende berlinere. Folk har ikke så travlt og der bliver bestemt ikke snakket lige så hurtigt som vi kender det fra København. Der bliver taget hensyn og det er faktisk først når man bevæger sig mod Mitte og de nyere dele af Vestberlin at man kan mærke at man er i en storby. Hvis man altså definerer storbyliv med dyttende bilister og ensartede glasfacader.
Vi vidste godt at tempoet var adstadigt og det glædede vi os til. Efter at have tilbragt en måneds tid er vi efterhånden begyndt at opdage, forholde og leve med nogen af de små forskelle som gør at vi altid bliver mindet om at vi lever i et andet land. De tre mest markante uligheder følger i uprioriteret rækkefølge;
1: Når man ser et supermarked udefra ser det hverken mere eller mindre kedeligt ud end i Danmark. Det er på hylderne at de store afvigelser springer i øjnene. Hernede er det nemlig ikke muligt at få fedtfattig mælk. Derhjemme er de magre tilbud mange og de fleste har efterhånden droppet sødmælken. I vores by lever den i fuldt flor. Hvis vores lokale supermarked har lukket på en søndag kan det faktisk tage overraskende lang tid at finde en liter mælk med mindre end 3,5 procent fedt. De gange vi har handlet ind har det tillige overrasket hvor meget chokolade tyskerne spiser. I køen ved siden af min talte jeg fem ud af seks kunder med rittersport eller deslige i kurven. Det mest absurde er at der ikke er nogen tykke mennesker.
2: Det er bemærkelsesværdigt hvor svært det er at finde rundt i Berlin. Sammen med u- og s-bahnen leverer sporvognene et helt formiddabelt stykke arbejde, det er først når man kommer frem at tvivlen melder sig. Det fremstår som om at bystyret har været uenige om hvordan man lettest rubricerer gadenumrene. Nogle (men meget få) steder fungerer det som i Danmark (man skelner mellem ulige og lige numre), andre steder er der både ulige og lige numre på samme side men man er startet i hver sin ende. Det betyder at numrene i højre side hedder 21-22-23, og i modsatte side hedder det 78-79-80. Da vi mødtes hjemme, efter en lang med cv'er og jobforespørgsler, blev vi enige om at vi glæder os til at vi ikke er så afhængige af gadenumre som tilfældet er i disse dage.
3: Hunde er oftest nogle som kommer i snor, i hvert fald hvis ens statsminister hedder Lars til fornavn. Hvis ens forbundskansler hedder Angela er det ikke så ofte at man ser de firbenede i selskab med en hundesnor. De vandrer lydigt med deres ejere, men så er det også det. Det er dog ikke dem allesammen der kan magte det store ansvar i en storby med mange biler. På en gåtur forleden så vi med stor forbløffelse en hund der løb ude på en af de store veje. Heldigvis havde hunden et spøjst lille blinkende halsbånd på. Sammen med det formåede den at standse al trafikken på en af Tysklands mest trafikkerede veje.
I morgen har Sigrid fødselsdag så nu skal vi bage boller og forsøge at holde hende fra at gennemrode den kasse hvor jeg har gemt hendes gave(r).
I stedet for at undskylde for den faldende indlægs-frekvens (det gør vi hele tiden og indlæggene bliver tydeligvis ikke mere hyppige af den grund) vil jeg springe ud i en opsummering af, hvad vi har lavet de seneste dage.
I fredags var vi inde hos en Frau Blome, der står for at ansætte folk til call-centre her i Berlin. Hun fortalte os, at vi var heldige, fordi der var et firma, som havde ledt efter nogen, der kunne tale dansk i over en måned. Deværre var den mand hun skulle have fat på ferie, så vi kunne ikke få afklaret vores jobsituation med det samme.
Alligevel forlod vi Frau Blome med indtrykket af, at vi meget muligt snart skal forlade vores boheme-tilværelse til fordel for et 8-16 job. En lidt vemodig følelse men samtidig bliver det dejligt at få en rigtig hverdag hernede og at der ikke længere står minus foran alle tallene på ens kontoudskrift.
Om lørdagen var vi på et lille marked, hvor der bliver solgt mad, blomster og kunsthåndværk for at handle ind til aftensmad. Det endte med at blive falafel, humus og indiske pandebrød.
Om søndagen tog vi igen på sofa-jagt, men heller ikke denne gang var vi heldige. I stedet for købte vi en gammel DDR-stol, som nu udgør et fint par sammen med vores lænestol, men vi håber stadigvæk kraftigt på en snarlig familieforøgelse.
Lige nu sidder vi og venter på at vores burgerbolle-dej hæver, så vi kan få rullet nogle boller og smidt i ovnen.
Her i regnvejsvåde Berlin er der endelig grund til lidt optimisme på den jobmæssige front. I dag har vi været til dét vi først troede var en jobsamtale, men som vi midt i sceancen fandt ud af var et hyggevisit hos en privat arbejdsformidler. Men det var jo næsten endnu bedre for nu er vi blevet en del af systemet.
Vi har desuden meldt os til en jobsøgningsside på nettet. Jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal synes efter de har givet mig en skriftlig kønsskifte operation. I Tyskland klinger navnet Sigrid åbenbart mere maskulint. Christian har dog været lidt mere heldig, og skal til sin første jobsamtale i morgen. Så kryds fingre for ham! :)
...idag, men efter at have beklaget de få indlæg ville det være en skam ikke at skrive et. Så ville vi være nødt til at undskylde endnu engang, og skrive endnu flere indlæg. Så for at stoppe en ond spiral får I lidt at sove på.
I sidste uge fik Sigrid to vabler efter at vi gik Berlin tynde med jobansøgninger og nervøse trækninger. Indtil videre har vablerne været spildt. Vi har endnu ikke hørt noget og måtte derfor sande at mandagen skulle helliges støtten af vabler og altså endnu flere job-forespørgsler.
Vi gik hver for sig, og med angst i stemmen sagde vi "held og lykke" til hverandre. En ting er nemlig at gå sammen ind med et cv. En helt anden er at være alene og når man kører solo så virker hele verden lidt mere skræmmende. Bartenderen ser lidt mere skeptisk ud og man føler sig ikke særligt godt tilpas når man langer sit mangelfulde cv over disken. "Sprechts du auch deutsch" spørger de. Man svarer hurtigt "jaaahh" og håber at de ikke spørger yderligere ind. På tysk!!! Det var dog ikke altid at man overhovedet fik sneget sig indenfor. For når man inderst inde ikke har lyst til at frekventere den tyske cafe, restaurant, tøjbutik etc. kan man finde på mange undskyldninger for at lade være.
Enten var det for velbesøgt, for grimme blomster i vinduet, for få produkter på hylderne eller så bar tjenerne ikke en pæn nok uniform. Nej det er ikke sådan at komme igennem nåleøjet hos hr. Birk og frk. Foged. På trods af vores mange neuroser lykkedes det os på forunderlig vis at få afleveret ti ansøgninger hver. Nu går vores aftenbønner på at en af modtagerne når at ringe og tilbyde os et job inden vi fortsætter torturen igen i morgen. Det eneste der virkelig glæder under en sådan tur er at tænke på hvad man vil have til frokost, hvad man skal købe ind til aftensmad og at dagdrømme om de koncerter som skal opleve de næste par uger; Vi var nemlig forsynet os med fire efterårskoncerter, hvor den første foregår på torsdag. På billedet nedenfor kan I se godterne.
Sov godt og drøm sødt om beskæftigelse til jeres yndlingsberlinere!
I dag er det perfekte eksempel på, at det virkelig ikke kan betale sig at stå tidligt op. Selv om vi stod op klokken 8, splittede os op så vi kunne afdække flere markeder, og var blandt de mange boder på slaget ni måtte vi gå tomhændede hjem. Ingen sofa. Heller ikke i denne omgang. Øv!!
Til gengæld kan vi velkomme et andet nyt medlem til familien. For et par dage siden fandt vi en bekvem og fin lænestol i en genbrugsbutik nær vores hjem. Det er ikke helt det samme som hvis den stod armlæn mod armlæn med en sofa, men det er dog en begyndelse til dét, der på et tidspunkt skal udgøre vores dagligstue.
I dag har vi besøgt en lokal vietnamesisk restaurant ved navn Sian for anden gang. På Sian dækker menukortet primært over supper, men der er også en skiftende "dagens ret" fx vietnamesisk kyllingesalat, hvis man ikke er til de våde varer.
Nu har vi som sagt været der to gange, og begge gange har maden været fremragende. Grøntsagerne er friske og knasende og suppen er fyldig og velsmagende. Så hvis du er i Berlin og trænger til noget rigtig efterårsmad, så smut forbi suppegryderne på Sian.
I morgen skal vi på loppemarked igen for at finde en sofa. Vækkeuret er sat til klokken otte, og så er der ingen undskyldninger denne gang for ikke at komme op første gang alarmen lyder. Vi melder tilbage i morgen hvordan jagten er gået. Over and out.
Det er sandt at sige ikke for meget vi har fået blogget de seneste par dages tid. Det skyldes hverken manglende lyst til at blotte os selv eller præstationsangst, men mere alvorligt at vi har set realiteterne i øjnene. Efter at have gået, kigget og shoppet i Berlin i en tre-ugers tid, har vores netbank og tegnebøger efterhånden tegnet et så dunkelt billede af vores økonomiske situation at vi er nødt til at handle. Vi holder os stadigvæk lige akkurat over vandoverfladen, men på bunden truer husleje, toiletpapir og tandpasta med at hive os under.
Der er stadig råd til husleje og mad i de næste to måneder, men vi er nok nødt til at sande at vi ikke kan spise så meget ude som vi har gjort. Det snakker vi i hvert fald om hver aften når vi sidder på en ny restaurant. Hver aften ved middagstid lover vi, mens vi kigger hinanden dybt i øjnene, at vi skal igang med at lave mad hjemme. Vi bliver begge glade og giver hinanden et kys som tegn på at vi er på vej mod bedre tider. Uheldigvis forholder det sig således at vi igen i aften er ved at gøre os klar til at spise ude. Måske kan vi bare ikke komme ind i rutinen madmæssigt, men noget må der gøres og derfor har vi vadet Berlins gader tynde de seneste par dage. Vi er nemlig gået på job-jagt.
Bevæbnet med godt humør, kampgejst og to-siders lange jobansøgninger har vi besøgt langt de fleste af de hostels som vi har kunnet finde på google-kortet over vores nye hjemby. Indtil videre har vi været i Mitte, Prenzlauer-Berg (hvor vi også selv bor), Kreuzberg og Friedrichshain og i dette øjeblik står det 1-0 til livet som arbejdsløs i Berlin. Retfærdigvis skal det siges at vi gik igang i forgårs og derfor også ville blive overraskede hvis vi allerede havde hørt noget. Vi siger til hinanden at det er godt at vi er kommet igang, og det siger vi også til jer. For hver ansøgning leveret er vi tættere på et job. Tættere på et liv hvor vi kan spise ude med god samvittighed.
Nedenfor kan i titte lidt på nogle billeder fra de seneste par dage i vores liv. Nu er jeg nødt til at smutte, for vi skal ud at spise!
Jeg ved godt vi har været dårlige til at opdatere bloggen på det seneste, så nu kommer der lige et indlæg som forhåbentlig rydder en smule bod på det.
I går havde vi egentlig besluttet os for at spise hjemme, men da vi nu er blevet så forvente med at der både bliver lavet mad og vasket op for os, endte det alligevel med at vi gik ud og spiste. Valget stod mellem The Bird og White Trash Fast Food, som begge serverer burgere. Vi besluttede os at afprøve The Bird, som ligger et par kilometers gang fra vores hjem.
Stedet lignede allerede ved første øjekast et sted, man kunne forestille sig serverede gode burgere. Væggene var rå, temperaturen var høj og tjenerne var alle amerikanere. Alle forudsætninger for at få en autentisk burger var altså til stede.
Der var ingen ledige borde, da vi kom, så vi blev placeret i baren med hver sin øl og fik afgivet ordre; to Filthy Harry. Der gik dog ikke mere end et par slurke før vi blev præsenteret for et ledigt bord. Halvt igennem fadøllen ankom vores "Filthy Harry's" så endelig. Godt nok var vi så sultne at vi kunne have spist selv den mest usle grillbars burger, hvilket måske sætter ens dømmekraft lidt ud af spil, men jeg tror godt jeg kan sige, at det er den bedste burger jeg nogensinde har smagt.
Bøffen smagte og duftede af grill og sommer, bollen var sprød og pomfritterne var et kapitel for sig selv. Og portionerne var, som det fremgår af billederne, meget gavmilde. Der var ganske enkelt ikke noget at sætte en finger på!
Vi forlod The Bird som to meget mætte og tilfredse kunder, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi har sat vores ben i deres rede.
Enhver har sin last. Der er dem der ryger, dem der drikker og så er de mennesker som spiser for mange ritter-sport og slikker for mange slikkepinde. Gennem den seneste halvanden måneds tid har Sigrid og jeg holdt ferie. Først tre uger hjemme i Nyborg og netop idag har vi taget hul på vores tredje ferieuge her i Berlin. Det er naturligvis meningen at vi skal finde et arbejde. Men det er dælme svært når der bliver ved med at tikke feriepenge ind på ens konto og man begynder at kunne se glæden i et nypudset fodpanel. Men vi holder altså stadig ferie og når man gør det laver man sine egne regler.
Når Sigrid og jeg holder ferie så hygger vi os. Vi hygger os også når vi er i arbejde eller under studie, men når vi har ferie så gør vi det med god samvittighed. Så spiser vi sent, har ikke travlt med at komme ud af døren og lever generelt lidt langsommere end vi plejer. I den seneste uges tid har Sigrid genfundet en af barndommens glæder; Slikkepinden. Men hendes sædvanlige entusiasme for livets små glæder har hun omfavnet Chupa Chups cola-variant. Jeg selv er en ritter-sport mand og så er det jo ikke uheldigt, nogle ville sige planlagt, at vi er havnet i den kvadratiske chokolades hjemland.
Enkelte kender glæden ved at opdage hvor mange varianter der egentlig findes når man krydser grænsen. Hver eneste morgen vågner jeg op til den mulighed at alle verdens varianter er lige for næsen. Det er ikke nogen dårlig følelse. Den glæde som chokoladen og slikkepindene giver må naturligvis holde på et tidspunkt. Formentlig når vi finder et arbejde. Men indtil da har vi hverken dårlig samvittighed eller dårlig mave.
Ingen søde sager uden en sød kiosk-ejer. I vores kvarter har vi to konkurrende. Den ene ligger lidt længere væk end den anden. Den tættest på har vi først lige besøgt idag. Den længst væk har vi besøgt dagligt siden ankomsten. På vejen mod tram (Berlinernes svar på sporvogne) ligger en herlig og meget smilende cafe/kiosk ejer. Hver formiddag er vi blevet mødt af hans og kollegernes gode humør og kolossale høflighed. Det er noget der bekommer Sigrid og jeg vel. Derfor var det en særlig bet da vi smagte husets kaffe. Jeg havde virkelig håbet på en kraftfuld og opfriskende bryg, men det eneste vi fik var en middelmådig kop nescafé.
Derfor forsøgte vi os her til aften med den lidt tættere beliggende sukkerpusher. Kun tredive skridt fra hoveddøren ligger vores måske kommende og givetvis faste kiosk-oplevelse. Eventyret er startet godt idet vi netop, med stor glæde, har nydt en ritter-sport af varianten "jordbær/youghurt" og en cola chupa chup. Vi blev imidlertid ikke særlig meget klogere på ejerindens væsen da hun var meget optaget af en asiatisk sæbeopera. Det skal retfærdigvis ikke opfattes som en klage, for hvis der er noget Sigrid og jeg sætter pris på, så er det en god tv-serie. Hun er altså en af os, og vi kan jo godt lide hinanden, så thumps up herfra.
I håb om at ryste skuffelsen om den tabte sofa af os valgte vi at søge mod vores stam-pizzaria, hvis man altså kan sige det efter kun to besøg. Stedet hedder Il Due Forni og ligger på Schönhauser Allee. Tilpas langt væk til at man på vejen derhen kan nå at blive sulten, og på vejen hjem kan få gået lidt af den italienske durummel af. Stedet er meget italiensk! Gudskelov for det. Vi blev placeret ved siden af et større lokalt selskab, som på charmende og ikke mindst støjende vis fejrede en venindes fødselsdag. De italienske gloser fløj fra den ene ende af langbordet til den anden, og de lige så italienske tjenere holdte sig heller ikke tilbage.
Hvis bare maden var lige så god som stemningen!!!... og det er den minsandten! Uden at være ekspert i den runde spise, så vil og kan jeg roligt anbefale stedet. Pizza'erne er simpelthen så lækre, så velsmagende og så sprøde at vi seriøst, efter to overfyldte tallerkner, overvejede at tage en mere med hjem. Det er ganske enkelt den bedste pizza jeg nogensinde har smagt. De er dejligt enkle, og de beviser til fulde at det fungerer bedre når italierne laver dem, end når de står på samme menukort som en stor bakke pommes frites eller en jumbo-burger.
"Punk og pizza" er mantraet i de store og altid fyldte lokaler. Pennywise, Bad Religion, NOFX og andre skatepunk-bands er erklærede helte, og sammen med de rød-hvid ternede duge danner de rammerne om en helt særlig oplevelse som ikke tager sig selv for højtideligt. Nok er betjeningen halv-arrogant, men det gør knapt så meget når retterne får en til at glemme hvorfor man nogensinde har bestilt og fortæret en pizza med salat og dressing.
I dag skulle vi jo som bekendt tidligt op for at finde en sofa, men det var godt nok svært at slippe dynerne, da vækkeuret ringede, så vi blev ved med at snooze og pludselig var klokken 11 inden vi kom ud af døren. Forrige søndag var vi på loppemarked ved Mauerpark og Arkonaplatz, så denne søndag havde vi besluttet os for at se hvad Boxhagener Platz havde at byde på.
Der var, ligesom på de to andre markeder mange fine ting, men vi gik målrettet efter at finde den helt rigtige sofa, og pludselig stod den der. Den var helt perfekt. Lille, enkel og 60'er-agtig. Men som i alle rigtige eventyr, så skal der være en skurk. Én der forstyrrer idyllen og får spændingskurven til at stige. I dette tilfælde var det et midaldrende tysk ægtepar, der havde købt sofaen for at stille den i deres kolonihavehus. Ikke fordi de synes den var pæn, men fordi den var billig og kunne udfylde en funktion.
Det var i hvert fald det vi forestillede os, da vi fik at vide at sofaen var solgt til anden side. I virkeligheden handlede det nok mere om, at vi var trætte af, at sofaen kunne have været vores, hvis bare vi var kommet ud af døren lidt før. Men det var næsten ikke til at bære at vide at det var vores egen skyld; så var det alligevel lettere at forestille sig, at den var blevet købt kl. 9, da markedet åbnede, af nogle dumme, smagløse tyskere.
I hvert fald måtte vi gå næsten tomhændede fra Boxhagener Platz. Christian fandt en plade med Kate Bush, så det var et lille plaster på såret. Vi besluttede os for at slå et smut forbi Mauerpark i tilfælde af vi kunne være så heldige at finde en lampe eller et sofabord, men heller ikke her var heldet med os. Jeg fik en vaffel, men mere blev det ikke til.
Herefter gik jeg hjem mens Christian fortsatte til Arkona-Platz markedet, hvor der heller ikke var bid. Men vi må bare prøve igen næste søndag og håbe på eventyret ender med "og de levede lykkeligt til deres dages ende" i en fed 60'er-agtig sofa.
Her til aften har vi været på en rigtig fin thailandsk restaurant, som fortjener sit eget indlæg her på bloggen. Vi har spist ret sen aftensmad alle dage, og i dag var ingen undtagelse. Ved halv ti-tiden blev vi bænket i Good Time's lokaler, og besluttede os hurtigt for at vi begge ville forsøge os med hver sin version af stedets king prawns.
Maden var utrolig lækker og velsmagende, dog synes jeg, at min ret var lidt stærk i forhold til, at den på menukortet kun var vurderet til én chili. Men det er nok bare mine smagsløg, der burde være lidt mere hårdføre.
Her er et par billeder fra vores aften. Vi skal tidligt op på loppemarked i morgen for at finde en lille sofa, så godnat herfra og sov godt!
